2 år efter: Status på 4 -dages arbejdsuge
Det er lidt over to år siden, at vi introducerede en 4-dages arbejdsuge som en af de første virksomheder i verden – men hvordan går det egentlig i dag? Det får du svar på her, hvor vi kigger nærmere på, hvad den ekstra fridag har betydet for forretningen og medarbejderne i IIH Nordic.
Sådan går det i IIH Nordic i dag
At gå fra 5 til 4 arbejdsdage er en stor ændring – og det tager tid at vende sig til og lykkes med. I dag kan vi se tilbage på to år med masser af nye tiltag og en anderledes arbejdsuge, der har budt på en række forbedringer. Her er 5 af dem, vi glæder os allermest over:
1. Vi arbejder 20.000 timer mindre
I dag arbejder vi ca. 20.000 timer mindre om året, sammenlignet med i 2016. Det er timer, der i stedet bliver brugt med familien og på fritidsinteresser, men det har også givet den enkelte tid til at sætte fokus på læring og udvikling – noget vi vægter højt, men som let bliver glemt i en travl hverdag.
2. Produktiviteten er steget med 43 %
Produktiviteten i IIH Nordic er steget med 43 % i løbet af de sidste 2 år. En af forklaringer er, at vores medarbejder har fået stillet værktøjer til rådighed, som hjælper dem med at planlægge deres arbejdsuge bedre og løse deres opgaver mere effektivt. Derudover er vi overbeviste om, at den ekstra fridag gør, at vores medarbejdere møder friske, udhvilede og veloplagte ind mandag morgen – klar til at yde deres bedste for kunderne.
3. 71 % mere profit
Hvad sker der med omsætningen, når man sætter arbejdstiden ned og holder fri om fredagen? Kan vi nå lige så meget? Og hvilket signal sender det til kunderne, at vi ikke længere arbejder alle ugens 5 dage på at skabe værdi for vores kunder? Det var nogle af de bekymringer, der fyldte, da vi introducerede 4-dages arbejdsuge tilbage i 2016. Men det er gået over al forventning og i dag kan vi glæde os over, at profitten er steget med 71 %.
4. Vores medarbejdere er gladere
Ambitionen med 4-dages arbejdsuge var at forbedre livskvaliteten for IIH Nordics ansatte – og der er noget, der tyder på, at det er lykkes. I løbet af de sidste 2 år er medarbejdertrivslen nemlig steget med over 70 %. Og så kunne vi i både 2017 og 2018 fejre kåringen som Danmarks Bedste Mindre IT Arbejdsplads samt en 2. plads i den overordnede kategori: Danmarks Bedste Arbejdsplads.
5. Sygefraværet er halveret
Den ekstra fridag har også haft betydning for sygefraværet i IIH Nordic. Det er nemlig faldet fra 3,4 % til 1,7 % i løbet af de sidste to år. Det er blandt andet fordi, at medarbejderne klarer læge- og tandlægebesøg om fredagen, men det er i høj grad også et resultat af, at medarbejderne har fået en mindre presset hverdag og en bedre work-life balance. En 4-dages arbejdsuge giver sunde og raske medarbejdere.
Hvad så nu?
Medier fra ind- og udland viste stor interesse, da vi første gang introducerede en 4-dages arbejdsuge. Men selvom det udadtil ligner en forandring, som skete fra den ene dag til den anden, så lå der 3 års grundig research forud for implementeringen – og siden vi første gang præsenterede medarbejderne for den nye arbejdsuge, er der kommet flere nye tiltag og forandringer til. At gå fra 5 til 4 arbejdsdage er altså ikke så simpelt som det lyder – og det er et koncept, vi bliver ved med at arbejde på at forbedre. Faktisk har vi mere end 180 effektiviseringstiltag i pipeline – over tid skal de være med til at skabe endnu bedre rammer og arbejdsvilkår for medarbejderne i IIH Nordic.